MindSPOT: Luksusdyrerne indtager festivalpladsen
Julie Fink
 
Bookmark and Share
Foto: Carina S. Nielsen
Foto: Carina S. Nielsen

Festivalgængeren anno 2010 er langt mere krævende end tidligere tiders musikelskende publikum. Med trimmede græsplæner, rene toiletter og korte afstande mellem de musikalske oplevelser er SPOT Festivalen et godt bud på fremtidens festivalform. 

Festival. Så snart man hører ordet toner billeder af telte og dåseøl i store stakke frem på nethinden, sammen med glade minder om nøgenløb i smatten og fulde folk i sære kostumer. Men SPOT Festival er anderledes. På festivalpladsen foran Musikhuset i Århus er antallet af bare maver i cowboyveste stærkt begrænset og duften af urin i ugegammelt mudder stort set ukendt. Som SPOT-gænger kan du vælte dig i spændende koncerter uden at skulle trave tre kilometer imellem hver, og når trætheden overmander dig, efter en lang dags musikalske oplevelser, kan du falde om i dit eget kridhvide sengelinned. SPOT Festivalen er kort sagt stedet for den krævende musikentusiast, og dem bliver der ifølge Martin Rovang Jensen, museumsinspektør på Danmarks Rockmuseeum, flere og flere af:
>> Nutidens festivalpublikum er blevet mere krævende – de vil have strøm til deres mobiler og vil kunne gå på nettet med deres bærbare. Det har for eksempel været en udfordring for Roskilde Festival, at folk er mere forvente i dag end tidligere, hvor man kunne klare sig uden et bad i en uge og hvor man spiste cocktailpølser direkte fra dåsen.<<

Et hårdtarbejdende publikum
For langt de fleste festivalgængere er tiden på campingarealet, med alt hvad det indebærer af ølbowling og tømmermændspleje, en fundamental del af sommerens festivaloplevelse. Når SPOT Festivalen ikke går kollegerne i Roskilde og Skanderborg i bedene på dette punkt skyldes det måske først og fremmest, at festivalen er en branchebegivenhed. Anmeldere og bookere fra hele Europa udgør en stor del af publikum og for dem er tiden på SPOT lig med hårdt arbejde. Med stribevis af talenter der skal opdages, er der ikke tid til at hoppe i søen for at få dagens sved vasket af eller sove ud i skyggen af et iglotelt fra Bilka. Kodeordet for de professionelle festivalgængere er effektivitet, og effektiviteten på SPOT sikres af koncerternes varighed på max 40 minutter og scenernes placering i hjertet af Århus.

Festival for zappere
Spørgsmålet er, om den luksuriøse festivalmodel som SPOT repræsenterer, er svaret på fremtidens festival. Med stadig mere krævende festivalgæster og en ungdom, der sjældent bliver ret længe på det samme sted, er SPOT ifølge Martin Rovang Jensen et godt bud på den moderne festival:  >> På SPOT Festival får du korte, kontante koncerter og kan hurtigt gå videre til den næste. På den måde har du som festivaldeltager stor valgfrihed og det tror jeg gør SPOT godt rustet til fremtiden >> siger han med en henvisning til nutidens zapperkultur. 

Som museumsinspektør på  Danmarks Rockmuseeum beskæftiger han sig ellers mest med fortiden, men også dér spiller SPOT en rolle. Festivalen har for eksempel betydet, at musikere fra hele landet i dag har samme chancer for at bryde igennem – sådan var det ikke i 60’erne: >> Hvis man var pigtrådsmusiker i Jylland eller på Fyn var pladeselskaberne lukket land, for de lå allesammen i København og kun sjællandske orkestre havde den direkte forbindelse til branchens folk. Derfor synes jeg, det er fedt, at man i dag har en festival, hvor alle har lige vilkår. Alle kan søge om at komme med og hvis du er en af de heldige, der bliver udtaget er der de samme muligheder for at blive vist frem, uanset om du bor i Skagen eller Bornholm,<< fortæller han og lover i samme åndedrag, at SPOT får en plads på væggen, når rockmuseet åbner i Roskilde i 2013: >>
Hvis man vil tage temaet omkring danske musikere og deres muligheder for at slå igennem i udlandet op, så kan man slet ikke komme udenom SPOT Festivalen, << slutter han.