SPOT FESTIVAL. Et bundt festlige unge mennesker. En hjemmeside. Og virkelig mange spørgsmål. Ikke altid en ufarlig cocktail. Vi sidder på Mindspots redaktion og slynger spørgsmål ud i luften, som vi hver især mener, der mangler svar på angående SPOT festivalen.

»Hvorfor skal Duné spille for fjerde år i træk?«, siger én. »Hvad satan går det der InterSPOT (SPOT Festivals internationale minifestival, hvor 19 internationale bands spiller på 7 spillesteder, red.) ud på?« lyder det et andet sted fra. »Hvor meget betyder image egentlig på SPOT? – kan man overhovedet vise sig på SPOT, hvis man er en semi-kikset teenager, der IKKE spiller guitar«?

 

»Ud af de 130 bands, vi hvert år udvælger, er cirka 30 etablerede, mens der er 100 nye. Så det er meget relativt, om det er for mange. Vi går ikke kun efter, om de er nye eller ej - det er meget vigtigere for os, hvor høj kvaliteten er. Hvis du ser det fra en professionel vinkel, kan du sagtens sætte navne som Kashmir og Tim Christensen på programmet, og så vil det stadig virke som et lille eller ”nyt” navn for vores udenlandske branchefolk.«

»Nu har vi i ROSA (Dansk Rocksammenråd, red.) arbejdet med at eksportere dansk musik i 25 år og med SPOT i 16 år, og vi har den erfaring, at det betyder rigtig meget at få bygget et bredt image op. Hvis vi for eksempel skal have en brancheperson fra New York til at gæste SPOT frem for en polsk eller østrigsk showcase, så handler det om at have et image, der giver en garanti for, at vi leverer musik af høj kvalitet – og det gør vi. Vi har efterhånden opnået et meget højt kvalitetsniveau, eller populært sagt, et meget højt bundniveau. Nogle gange sker der selvfølgelig en fejlvurdering, men det er det man kan kalde ’the name of the game’. Desuden arbejder vi med et såkaldt lighedsprincip, hvilket også gavner vores image. SPOT er, så vidt jeg husker, den eneste festival i verden, der ikke opererer med VIP områder.  Men det skaber ikke problemer, for de ’celebre’ folk, der kommer på spot, går fint i fred, om det så er Tim Christensen eller Kasper Eistrup. SPOT har den her idealisme omkring det med at de ’almindelige’ gæster ikke skal være adskilt fra kunstnerne – det er det vi kalder for et lighedsprincip.«

»Ja, det er i hvert fald et fedt publikum, der kommer. Folk kommer hovedsageligt fra det århusianske musikmiljø hvilket gør, at folk kender hinanden, og kan holde hinanden lidt i skak. SPOT’s målgruppe er derfor, foruden branchefolkene, unge, musikinteresserede mennesker mellem 20-35 år, der ikke render stive rundt og skaber sig. Men hvis det er en fed koncert, og hvis bandet leverer varen, står publikum ikke med armene over kors, men skubber virkelig på, og skaber en rigtig god stemning. Det giver et helt andet indtryk, når man kommer som en international brancheperson, og oplever et tændt publikum. Så virker bandet også lidt federe.«

 

»For det første ligger det kun torsdag, så det er altså ikke en massiv del af festivalen. Derudover står vi midt i den etablerede branches nedtur, og det gør, at ’independent’ musik rykker heftigt. Så vi bliver også nødt til at samarbejde med andre lande - vi kan ikke bare blive ved med at eksportere musik uden også at importere også. Det er ’give and take’ i stedet for ’put and take’.«

 

Jeg siger tak, og hopper op på min cykel igen. Døren har åbnet sig til nogle af de mekanismer der ligger bag SPOT.  Jeg føler mig lidt mindre forvirret, lidt mere oplyst, og frem for alt fyldt med gejst over SPOT!