|
Klokken er 10.07 lørdag formiddag, og festivalpladsen ligger øde hen. Tomme ølkrus, nedtrådte cigaretskodder og krøllede flyers flyder overalt på den sumpede plæne. Alt sammen vidner om en festlig fredag aften. Men nu er stedet forladt, og kun lyden af morgenfriske fugle bryder stilheden.
En kimende BH
Tohundrede meter derfra, i en mørk korridor bagerst i Musikhuset, er der anderledes hektisk: "Hold nu kæft, din dumme telefon!", råber kørselsansvarlig Sara Krogager til den ene af sine to kimende mobiltelefoner, der af praktiske årsager er placeret i hendes BH-skåle. "Den venstre er den private, den højre er arbejdsmobilen" forklarer hun, og besvarer et nyt opkald. Sara Krogager er ansat af SPOT til at koordinere festivalens 18 frivillige chauffører, hvis opgave er at bringe musikere, journalister og branchefolk til og fra deres fly og hotel. Selvom Sara Krogager og hendes hold har forberedt sig bedst muligt på forhånd, opstår der mange paniksituationer som dagen skrider frem. Som lige nu, da tre bands står i lufthavnen og venter på et lift, der ikke kommer. ”Take a cap” lyder beskeden fra Sara Krogager til de utilfredse musikere i den anden ende af røret, og musikerne ryger afsted mod deres lydprøve, der begynder om en time.
Service frem for alt
En af de frivillige, som Sara Krogager holder styr på, er den 39-årige folkeskolelærer Espen Stenholdt. Han er chauffør på SPOT for tredje år i træk og elsker jobbet. At få de mange kunstnere til at føle sig godt tilpas ved ankomsten i Århus, er hans fornemste opgave, og han gør sig tydeligvist umage: "Jeg synes det er rigtig fedt at være med på SPOT. Man er jo en repræsentant for festivalen og de mennesker, der står får den. Derfor taler man pænt til musikerne og informerer dem om, hvad der sker. Det er vigtigt at give en ordentlig service” siger Espen Stenholdt, mens han bakker en sort kassevogn frem, vælter et hegn i farten, og sætter i retning mod Hotel Cab Inn, der er turens første stop.
Tirstrup tur/retur
Ved hotellet i midtbyen er der en livlig trafik af folk, der slæber instrumenter ud og ind af døren. En blanding af musikere fra norske Maribel og danske Agnes Obel med band springer ind bag i vognen, og det lille følge sætter i retning mod lufthavnen. Mens snakken går livligt blandt musikerne på bagsædet, filosoferer Espen Stenholdt lidt over rollen som chauffør for de kendte. Skal han snakke med, når samtalen går på bagsædet, eller skal han være den klassiske chauffør der ingenting siger? "Jeg prøver at føle mig frem på de mennesker jeg kører med. Hvis jeg møder nogen i lufthavnen, der allerede snakker enormt meget der, så har de ligesom lagt op til at vi godt kan blive ved." siger Espen Stenholdt, der naturligvis også kan levere svar på spørgsmål om Århus og festivalen. I modsætning til de frivillige i køkkenet og akkrediteringen har chauffør-teamet absolut mest travlt torsdag og søndag, når kunstnerne ankommer og rejser. Så kører bilerne i pendulfart til Tirstrup og Billund Lufthavn, selvom kunstnerne strengt taget kunne bevæge sig det stykke med en lufthavnsbus. "Det er da fine forhold, at man som journalist på et eller andet skident musikblad nede Belgien bliver hentet af chauffør i lufthavnen. Men jeg tror, at det lønner sig," siger Espen Stenholdt.
God tur hjem
Uden for vinduet suser knaldgule rapsmærker og lysegrønne bøgeskove forbi. Hvis turen fra lufthavnen er det eneste festivalens udenlandske gæster når at se af Danmark, er det absolut ikke det værste stykke. Vi drejer ned af en landevej, krydser et par bondegårde og Jens Hansen på sin traktor, før vi pludselig holder foran den grå lufthavnsbygning, der skyder op midt i al idyllen. Turens chauffør springer hurtigt ud af bilen, griber et par instrumenter i bagagerummet, og læsser dem i et snuptag op på en bagagevogn. "Farvel og hav en god rejse!" siger han til de trætte musikkere, der takker og begiver sig ind i lufthavnens afgangshal. Der er ingen tvivl om at de sætter pris på SPOT-chaufførernes høje serviceniveau.
|