MindSPOT: Rygtet sagde ild
Rasmus Elmelund
 
Bookmark and Share
Foto: Carina S. Nielsen
Foto: Carina S. Nielsen
Fredag aften klokken 22 var på forhånd udset til at blive et af højdepunkterne på årets SPOT. Allerede tyve minutter i ti var stemningen i den efterhånden ret omfattende kø både anspændt og tumultarisk. Især det yngre publikum, havde fundet vej til aftenens koncert, og en del af dem var mere eller mindre småberusede. Der summede af glæde og forventningsfuldhed, men også en nervøs spændthed; for som en fyr i køen spurgte: ”Har de egentlig lavet andet end den der fra radioen?”.
 
Det havde de. De SPOTmode-rigtigt klædte herrer fra The Rumour Said Fire indledte med den charmerende, men afdæmpede, ”Red Light”, og publikums reaktion var overvældende. Der blev hujet og jublet i en sådan grad, at man følte sig hensat til et fodboldstadion eller en amerikansk præsidentvalgkamp. Og det altså selvom at hovedparten af publikum tydeligvis ikke kendte flere numre end ”The Balcony”, til nøds måske ”Evil Sun”.
 
Og midt i sættet kom den så endelig. Den, vi alle sammen havde ventet på. ”The Balcony” blev leveret stilsikkert og til et bifald, der nåede hidtil uanede højder. Hele scenen satte en tyk streg under, at The Rumour Said Fire er historien om, hvor meget et hit betyder for et band. Og til aften blev det også demonstreret, at et kæmpehit både kan være en fordel og en hæmsko for et nyt band: Drengene solede sig naturligt nok i succesen, og det var tydeligt, at de nød at høre et kor bestående af 1500 koncertgæster skråle med på deres egen sang. Men samtidig var det svært for dem at holde publikum fokuserede og interesserede i deres knap så frembrusende numre.
 
”Dance” fra bandets EP, ”The Life And Death Of A Male Body”, blev et stemningsmæssigt højdepunkt på en helt anden måde end ”The Balcony”. Den fremkaldte kollektive kuldegysninger, og kun en enkelt koncertgænger, der havde iført sig cykelhjelm, fulgte sangens ordre og dansede løs. Resten af salen virkede til at nyde de smukke harmonier og klange i stilhed, før ”Evil Son” afsluttede koncerten. Gruppens navn har fået en lidt ironisk dobbeltbetydning, da rygtet om The Rumour Said Fire i sandhed har spredt sig som en steppebrand. Men nogle gange kan det være svært at vurdere, om der virkelig er ild – eller om det bare er et rygte...
 
 
Hvad synes du om koncerten?
Det var udmærket. Jeg ville gerne have haft en øl med ind, men det er selvfølgelig ikke rigtig bandets skyld. Og musikken var fin, selvom stemningen næsten var overdrevet – især da de spillede hittet (The Balcony, red.).
 
Hvilken ting vil du fremhæve?
Deres stemmeharmonier. De var vildt flotte.
 
Hvorfor har du valgt at tage til denne koncert?
Det var egentlig ikke noget, jeg gjorde med vilje. Jeg fulgte bare mine venner, og så endte vi her, hehe.
 
Hvilke forventninger havde du?
Det var ganske begrænset, idet jeg jo ikke havde tænkt mig at høre dem. Men jeg synes ikke, at de skuffede.
 
Skal du ud og have pladen?
Jeg vil ikke udelukke det. Men før jeg køber den, skal jeg lige have lyttet noget mere til dem.
 
Hvad synes du om koncerten?
Det var super fedt! Jeg havde ikke hørt ret meget med dem før koncerten, men jeg er meget positiv overrasket.
 
Hvilken ting vil du fremhæve?
Det er helt fantastisk, når de synger flerstemmigt. Og så var der stor variation i numrene.
 
Hvorfor har du valgt at tage til denne koncert?
Jeg kender dem jo ikke rigtigt, men jeg havde hørt dem spille deres hit (The Balcony, red.) i morgen-tv. Det klarede de jo godt, så jeg ville ikke misse dem i dag.
 
Skal du ud og have pladen?
Ja, det tror jeg faktisk, jeg skal.
 
Hvad synes du om koncerten?
Jeg må nok hellere sige, at mine udtalelser bliver lidt farvede af, at jeg elsker bandet. Desværre kom jeg lidt sent, så jeg blev først lukket ind et kvarter efter, at de gik på. Men jeg synes, det var en rigtig god koncert.
 
Hvilken ting vil du fremhæve?
Jesper Lidang synger fantastisk. Det gør de andre nu også, men jeg vil især fremhæve ham.
 
Hvorfor har du valgt at tage til denne koncert?
Jeg har hørt dem en gang før, så jeg ved ligesom, hvad de står for. Og efter at have vandret rundt på SPOT hele dagen, havde jeg brug for at høre noget, som jeg kendte.
 
Hvilke forventninger havde du?
Jeg havde store forventninger, og bandet indfriede dem også. Men det var lidt ærgerligt, at der ikke var mere stemning, og at man skulle sidde ned.
 
Skal du ud og have pladen?
Hvad tror du selv? Jeg har den selvfølgelig allerede!

 

Comments 

 
#1 Jesper 2010-05-27 07:40
Tak for en fair og velskrevet artikel.
Quote