Øjenvidneberetning fra åbningsaftenen, Musikhuset, Store sal

Der er en sælsom stilhed før storm i Musikhusets foyer torsdag aften klokken halv syv. I modsætning til sidste års åbning af SPOT Festival, hvor tumult og kaos regerede, går der nu blot en håndfuld forventningsfulde koncertgæster rundt og mingler med hinanden. Der bliver dog gradvist flere og flere af dem, og man kan hurtigt danne sig et indtryk af aftenens to gennemsnitsgæster: Den denim-trendy universitetsstuderende i starten af tyverne og den midaldrende rockromantiker med begyndende grå hår. Og så selvfølgelig de usandsynligt mange branche- og pressefolk. 

Overraskelse og tradition

Et lille kvarter forsinket går aftenens første optrædende på scenen: To charmerende brunetter, der kort og godt kalder sig Kirsten og Marie, har The Rumour Said Fire som band, og tilsammen fungerer de som en delikat appetizer. For et siddende publikum kvitterer pigerne med Barometerhittet ”My Dear” og en afdæmpet coverversion af backingorkesterets eget kæmpehit ”The Balcony”. Herefter omdannes de skrå brædder til noget, der ligner en dagligstue; to tæpper, en rød lænestol og en retrosmart lampe står nu sammen med instrumenterne og skaber en afslappet stemning.

Næste levende billede er festivalens leder Gunnar Madsen, der, vanen tro, skal holde en åbningstale, hvor han forklarer om SPOT's profil og udvikling. Han er nobelt klædt i jakkesæt og hvid skjorte – og cowboyhat. Hans tale handler i grove træk om staten Texas, det nye tiltag interSPOT og ikke mindst en abstrakt selvrefleksion, hvor han påstår, at musikdanmark er ved at blive udkantsdanmark på globalt plan. Han afslutter på mere tilgængeligt plan; nemlig ved at hylde vejrguderne for at tilsmile SPOT med solskin i år.

Diva i strømpesokker

Til de rytmiske toner fra en stærkt forvrænget kontrabas træder fem velklædte herrer ind, da Gunnar Madsen har forladt scenen. De tager fat i hver deres instrument og efterfølges af den bedårende Amanda Jenssen, der med det samme giver smagsprøver på sin store vokal. Hendes affekterede facon henleder tankerne på Lady Gaga, hendes stemme på P.J. Harvey, hendes sange på Tom Waits og hendes udseende på en 50'er-diva á la Marilyn Monroe. Klædt i sort fra top til tå ser hun elegant ud, men hendes manglende fodtøj signalerer et strejf af selvironi. Og gudskelov for det. 

For Amanda Jenssen og hendes band leverer i særdeleshed varen, uden at det på noget tidspunkt bliver på en selvfed måde. Hun charmerer publikum, der i øvrigt er blevet mere engagerede, ved at lade dem bestemme, om hun skal tale engelsk eller svensk. Samtidig springer hun excentrisk rundt fra lænestolen til klaveret, mens hun synger sine gangsterjazzede sange. Settets sidste nummer er P3-hittet ”Happyland”, der fremføres i en lidt dyster version. I løbet af dette opfører Jenssen sig som en vaskeægte diva, og på et tidspunkt sidder hun teatralsk på scenekanten og ser ekstra lidende ud. Det går rent ind hos publikum, der endelig er ved at have indfundet sig, og aftenens hidtil største bifald falder.

Sublim rock-fusion

Selvom Amanda Jenssen leverer en uhyggelig stærk præstation, er ingen i tvivl om, at aftenens hovednavn er Slaraffenklang. Orkesteret er – ligesom dets navn – en sammensmeltning af de to succesgrupper Slaraffenland og Efterklang. Men inden publikum, som efter pausen i øvrigt består af væsentligt flere unge mennesker, får den våde drøm indfriet, skal aftenens anden overraskelse præsenteres. Perkussionisten Simona Abdallah træder frem iklædt rød skjorte og med mørke sensuelle krøller. I tre minutter trommer hun på en afrikansk djembe-tromme og demonstrerer imponerende rytmik og teknik, samtidig med at hun får publikum til at interagere. Folk er spændte, og det sjove gimmick får stemningen til at eskalere. 

Eksplosionen sker få minutter efter Abdallahs entré, da hun bliver afløst af to trommeslagere. De hamrer på trommerne, som var de én, alt imens deres respektive bandmedlemmer vandrer ind. I alt er der elleve optrædende på scenen; Slaraffenlands medlemmer kendetegnet ved T-shirts med skelet-tryk, og Efterklang i batikfarvede 80'er inspirerede skjorter. Men trøjerne viser sig hurtigt at være det eneste, der gør, at man kan kende forskel på de optrædende. For Slaraffenklang er et skoleeksempel på vellykket musikalsk integration. Publikum bliver i aften vidner til dedikerede trombone- og tværfløjtesoli, lange syrede udgaver med henvisninger til tidlig Pink Floyd samt en flok stolte, men ualmindeligt sympatiske drenge.

Hagen ved hele arrangementet er dog det meget rolige publikum. Der skal en svensk energibombe og syv Slaraffenklang-sange til at få så meget som et pift ud af dem, og det er også først på dette tidspunkt, at folk kommer op at stå. Det næstsidste nummer ”Friend Formations”, som af uransagelige årsager ikke fandt vej til Efterklangs ”Magic Chairs”, bliver aftenens ultimative højdepunkt, og et sidste besøg fra Simona Abdallah vækker ekstra stor begejstring hos publikum. Hun, Efterklang og Slaraffenland demonstrerer i aften, at stor kunst opstår i synergi. Ja, SPOT er så sandelig blevet åbnet med manér. Og der er på alle måder lagt op til en hæsblæsende festival.