MindSPOT: "Vores udtryk forsvandt i flotte effekter"
Andreas L. Scharnberg & Christian L. Broch-Lips
 
Bookmark and Share
 
Til nutidens koncerter kan der ofte opleves utroligt flotte videoprojektioner, storslåede effekter og vanvittige sceneshows. Med nyere teknik er der opstået et væld af muligheder for at henrykke og fange publikum. Ifølge Mimas-forsanger Snævar Njáll Albertsson, kan det desværre indimellem gå ud over det vigtigste ved en koncert; nemlig musikken.
 
”Problemet med visuelle effekter er, at man kan ende med at blive biograftgænger i stedet for koncertgænger.” Sådan lyder det fra forsangeren, Snævar Njáll Albertsson, i det SPOT-aktuelle band Mimas.
 
Selvom et virvar af visuelle effekter kunne være en oplagt mulighed for at skabe opmærksomhed omkring deres musik, så har medlemmerne af indierock-gruppen tænkt sig at gå ad andre veje.
 
”Vi vil fange publikum med vores musik frem for det visuelle. Vi vil skeje ud og fyre den af på scenen,” siger Snævar Njáll Albertsson.
 
Musik til ørerne
I dag er musik ikke bare musik. Stadig flere og flere bands og solister gør brug af visuelle effekter. Om det er danske WhoMadeWho i tætsiddende skeletdragter, finurlige animationer til en Mew-koncert eller Lady Gaga på en stor amerikansk motorcykel midt på scenen, så tjener det et formål: Det skal underholde og/eller forstærke stemningen i musikken. At bruge visuelle virkemidler kan dog skabe en fare for, at det visuelle udtryk fjerner fokus fra selve musikken. Det er danske Mimas et eksempel på.
 
”Visuelle effekter har tidligere været en del af vores koncerter. Vi havde en dygtig VJ (Video-Jockey, red.) med, satte flotte billeder til vores musik, som var med til at forstærke stemningen,” fortæller forsanger Snævar Njáll Albertsson.
 
Men med tiden ændrede medlemmerne af Mimas deres holdning til de visuelle effekter til koncertene.
 
”VJ'en endte at stjæle fokus fra vores musik. Vores udtryk forsvandt i flotte effekter.”
 
Nærkontakt med publikum
Ifølge Snævar Njáll Albertsson er visuelle effekter til koncerter ikke nødvendigvis en negativ ting. Det handler om musikkens udtryk og formål.
 
For det danske band Mimas handler fravalget af visuelle effekter også om musikalske og personlige forandringer.
 
”Vores musik er blevet mere udadvendt, og vi er som musikere blevet meget aktive på scenen,” siger Snævar Njáll Albertsson om den udvikling Mimas har gennemgået.
 
Skulle Mimas begynde at tjene penge på deres musik, så har de ikke tænkt sig at lave om på den måde, som de opbygger og spiller deres koncerter på. Kontakten med publikum vægter højere end flotte effekter og imponerende rekvisitter.
 
”Vi vil hellere spille intime koncerter, hvor publikum står halvanden meter fra os. Også selvom vi skulle få muligheden for at lave store, visuelle koncerter,” lyder det afklaret fra indiesangeren.
 
”Vi vil fange vores publikum med det, der kan høres – vores lyd, vores musik, vores melodier” afslutter han.
 
Om det lykkes for Snævar Njáll Albertsson og de øvrige medlemmer af Mimas kan du se og høre på  Pickup Scenen på SPOT Festival 2010, lørdag d. 22. maj kl. 18:30.
 
 
Har du været til en koncert hvor det visuelle udtryk kammede over, og hvor du helt glemte at lytte til musikken? Vil du helst overvære en ’gammeldags’ koncert eller synes du godt om flotte videoer og sjove effekter? Fortæl os hvad du synes og skriv et indlæg nedenunder artiklen.