|
Mulighederne for at tage på festival i løbet af den danske sommer er mange. Men det kan være svært at holde hoved og hale i de mange festivaler, og et spørgsmål trænger sig på: Hvorfor vælge SPOT Festival? Vi har undersøgt et par alternativer til SPOT og forsøgt at finde ud af, hvad der gør dem specielle. Og ikke mindst hvad SPOT kan, som konkurrenterne ikke kan.
Den største
Roskilde Festival er svær at komme udenom, når snakken går på danske festivaler. Den otte-dage lange festival er nemlig ikke bare Nordens største, men også nærmest en institution i dansk musikliv. Hvert år trækker den omkring 100.000 tilskuere og en håndfuld af verdens største musiknavne i en bred genrevifte.
Ved siden af det imponerende musikprogram gør festivalen meget ud af at signalere velgørenhed. Således sendes det årlige overskud ubeskåret til Foreningen Roskilde Festival, der uddeler pengene til humanitært, kulturelt eller almennyttigt arbejde til gavn for mennesker verden over. Festivalens billetpris og varighed i mente, er den dog ikke noget egentligt alternativ til SPOT – nærmere et supplement.
Et reelt alternativ
Hvis man kører lidt længere østpå finder man imidlertid noget, der lugter mere af SPOT. Vesterbro Festival var oprindeligt en protest imod dårlige forhold for musikere på og omkring Vesterbro. Løbende er dens popularitet vokset, og i 2008 blev dens navn ændret til det mere mundrette og internationale ’Start’! Ifølge pressechef Peter Møller skyldtes navneforandringen, at mange bands misforstod festivalens koncept. Start! er nemlig ikke kun for bands fra Vesterbro og København. Til gengæld satses der på, at den kan kickstarte karrieren hos så mange upcoming kunstere som muligt, og på den måde passer det nye navn bedre.
Som antydet er den københavnske festival tidligere blevet sammenlignet en del med SPOT. Det kan Peter Møller dog ikke forstå: »Der er jo ikke noget sammenligningsgrundlag. Vi modtager ingen offentlige tilskud, men ernærer os simpelthen ved kærligheden til musikken. Festivalen er et showroom for bands, men den er stadig primært en protest. Så på den måde ligner vi jo slet ikke SPOT«, siger han.
Men hvad kan SPOT så?
Det spørgsmål stillede vi til Gunnar Madsen, der er leder af festivalen. I hans øjne er festivalen noget helt unikt: »SPOT kan samle danske og internationale kultur- og branchefolk omkring dansk musik med henblik på at skabe øget kendskab til dansk musik uden for landets grænser«, fortæller han. »Vores formål er at stimulere netværksarbejde, vidensdeling og understøtte den seriøse musiks evner og ambitioner«.
Han lægger endvidere vægt på, at SPOT - ligesom Start! - ikke er en kommerciel festival. Hovedmålgruppen er ikke festivalgængerne, men han mener alligevel, at festivalen er en gave for dem: »Hvis man gerne vil høre den musik, der præsenteres eller gerne vil være en del af musiklivets mange aktører, skal man købe en billet. Så selvom det måske ikke er så tydeligt i dens ydre form, er SPOT unik i sin ambition«, afslutter han.
Nyd festivalerne
Konklusionen må være, at Danmark rummer historisk mange festivaler med meget forskellige mål og fokusområder. Det gælder om at nyde så mange af dem som muligt, for kvaliteten er høj. Og det er den både i hovedstaden, Smilets by og de mange andre steder i provinsen, der byder på udendørs musik og fest, når sommeren nærmer sig.
|