Vi er klart inspireret af mod-kulturen fra tresserne og hele den stil, som følger med den, det har vi været en del år efterhånden. Det stammer fra London, hvor de unge begyndte at gå i skræddersyede jakkesæt, tynde slips og højhælede støvler. Det er alt sammen en del af mod-kulturen og Thee Attacks.

 

Med risiko for, at det lyder som en eller anden dårlig PR-historie, så sad vi og så Quadrophenia (film fra 1979 om mod-kulturen, red.), da vi gik i gymnasiet. Vi var lige begyndt at spille sammen i et andet band, og dér fandt vi ud af, at vi var nødt til at spille noget andet musik og gå i noget andet tøj, for det her var godt nok den vildeste stil, vi havde set!

 

Det var personligt samtidig med, at det på en eller anden måde var uniformer.

 

Men man skal ikke se os som the Beatles i ens jakkesæt. Vi optræder altid i forskellig tøj hver især, valgt ud fra eget temperament og egen tøjsmag.

 

Vores look bliver let set som uniformer, når vi går i dét, mens alle andre går i noget andet, men det ville svare til, at man om 40 år kigger tilbage på 2010 og tror, at alle folk gik ens klædt. Det er samme tendenser, men stadig forskelligt tøj.

 

Det får vi stort set kun fra England. Det er kun der, man kan finde de rigtige Paisley-skjorter, støvler og lærredsbukser, der sidder godt. Og treknapsjakkesæt! Der er rigtig mange ting, man ikke kan få i Danmark, så vi køber det over nettet, og når vi er i London. Vi lavede en plade i byen sidste år, og der fik vi fyldt vores klædeskabe rigtigt godt op.

 

Det at lave musik og være musiker er lige så meget visuelt, som det er lyd efterhånden. Det handler i høj grad om selvpromovering og image, men vi laver ikke musik ud fra et stilistisk billede. Vi laver det, vi brænder for.

 

Igen og igen, når vi bliver interviewet, bliver vi spurgt om vores stil og ikke vores musik. Det, synes jeg, er lidt sjovt, men det er musikken vi brænder for, og den er ligesom tøjet inspireret af tresserne og mod.

 

At vi er en enhed, og at vi ikke er ligesom alle andre.

 

Man kan sige, det er et cheap trick. Til hverdag råber folk bøsser efter os, fordi vi går i stramt tøj og højhælede sko. Vi går ikke i skovmandsskjorter, som rimelig mange bands gør og har ikke langt skæg, så vi adskiller os lidt, og det er klart, at vi bliver husket for det. Men vi gør det, fordi vi synes, det er fedt, og ikke fordi vi tror, vi sælger flere plader på det.

 

Jeg har ikke tænkt over det, og jeg er sikker på de andre heller ikke har tænkt over det. Det bliver nok bare det, der er rent. Når man spiller mange koncerter, er det begrænset, hvad der er at vælge imellem. Jeg tror, det bliver afgjort den dag, vi tager af sted. Bare vi ikke ligner hinanden. Er der to, der har sorte skjorter på, er det fint nok, men vi vil helst ikke stå og ligne et klicheband i uniformer.