|
Hvilken festivaltype er du? Hvordan forbereder et band sig på SPOT Festival? Og hvilke klude skal frem fra klædeskabet, når du lægger an til SPOT Festival ’10? Få svar på det og meget mere, når MindSPOT og SPOT Festival skyder forfesten i gang med hjemmesiden spotfestival.dk/mindspot. En fræk, flabet og funky hjemmeside med artikler, tv-indslag og konkurrencer, der bidrager med nye vinkler før og under festivalen! Vi tager kameraet på skulderen og finder ud af, hvor meget folk egentlig kender til SPOT Festival, finder blokken frem og får svar på alle de ting du ikke vidste du ville vide om festivalens artister. Idémagerne bag siden er en flok frivillige og Mindspots egne unge, som har indgået et smukt samarbejde med SPOT Festival. Ambitionen er at give dig en skæv vinkel på din festivaloplevelse og stille de spørgsmål, som ikke bliver besvaret i den brede vifte af øvrige medier, som også er fuldstændig forgabt i SPOT Festivalen. Til dagligt holder Mindspot til på Hovedbiblioteket i Århus, hvor kreativiteten sparker en masse sjove og underholdende arrangementer af sted til unge i hele byen. De seneste to år har deres engagement også resulteret i den lynseje SPOT-mobil – en kult campingvogn med alt, hvad den døsige festivalkrop kan begære i pausen fra de musikalske perler: Sækkestole, fladskærme, Guitar Hero, magasiner og computere til fri surf bliver linet op, og fra den smækre campingvogn vil de dedikerede mindspottere og frivillige hygge om gæsterne og lave live interviews til hjemmesiden. Tjek den ud og få udvidet din SPOT-horisont. Med venlig hilsen Mindspotredaktionen
|