Black City : Spot, VoxHall, Århus, 2010-05-21 [4/6]
21-05-2010
 
Citater
"SPOT I just want to say thank you for these mind-boggling Danish days. It was well-organized, interesting and exciting"

- Cyril Schicker, Rockstar Magazine, Switzerland
"Danish Music Is Cool As Fuck"

- New Musical Express
Bookmark and Share
Foto: Tine Skou
Foto: Tine Skou
Drengene i Black City må have ærgret sig gule og blå, da de så spilleplanen for årets Spot Festival. For selvom Kiss dikterer, at man skal "Rock and roll all night, and party every day", så findes der så vidt vides ingen klare retningslinjer for hvordan man skal gebærde sig kl. 14.45, hvor mange stadig er på arbejde, og de færreste overhovedet tænker på at gå til hard rock koncert.

Der var derfor også tale om en decideret koldstart da bandet gik på, og det tog lidt tid at få varmet både musikere og publikum op. Heldigvis for bandet er de allerede signet på Universal; P3 har været flittige til at give dem airplay, og der ligger en opvarminigstjans for AC/DC og venter i horisonten. Så der var ikke så meget på spil, udover naturligvis den personlige ære, og at give publikum en på hatten.

Heldigvis har gruppen i Bjørn Pedersen en garvet frontfigur, der udover at være primus motor i bandet, også har selvironi nok til at få vendt de dårlige omstændigheder til noget positivt. Med explorer-guitarerne hængende i knæhøjde, begav Black City sig ud i deres overraskende tilgængelige rocksange, som bevæger sig i grænselandet mellem Foo Fighters og Metallica fra Load tiden, med et stænk af D:A:D, som understreger deres danske oprindelse.

Det overraskende ligger i, at radiohittet "Summertime" faktisk var det hårdeste nummer på sætlisten, og at der under resten af koncerten blev lagt vægt på mere klassiske rockdyder, som for eksempel guitarsolo og ko-klokke. Sangen "Electricity" var endda et ret vellykket eksempel på en moderne powerballade, hvilket vi ikke har oplevet på disse breddegrader i mange år. Der blev dog spillet meget løst, og selvom der til tider var øjeblikke hvor især guitarist Kristian Klærke viste gode eksempler på sin kunnen, så var der også mislyde nok til delvist at ophæve de positive indtryk.

Black City fik dog efterhånden rettet skuden op, og leveret et show som var betragteligt bedre end omstændighederne omkring dem, selvom det krævede et par sange at komme i gear. Dagens koncert kunne dog ikke give et entydigt svar på, om de er det nye store folkekære rockband som landet ellers har manglet i nogen tid. Som det fremstod i dag, er bandets radiohit i hvert fald det bedste kort de har på hånden.
 
Roy Fogde, GAFFA.dk (4/6)