Da jeg boede blandt sukkerroer og andre bonderøve, var der en knægt der hed Christian. Han var en småskør og helt vidunderlig fyr, der kunne spille billard, løfte tunge jernstænger, danse techno hele natten, synge "Postmand Per" og parodiere tidens store heavybands med den helt rigtige mimik, onde øjne, savtakkede kropsbevægelser og growl, der kunne få højtalernes basenheder til at blafre efter vejret.

 

Det var tider, tider mine tanker vendte tilbage til, under aftenens koncert med Critical Mass. Det lød nemlig også som en paradi på de virkelig heavy drenge, som Slayer, Megadeath og noget lidt andet, nemlig Dream Theater. Når musikken gik i Dream Theater-retningen var det alt for primitivt, og når det gik i retning af Megadeath var det ikke primitivt nok, og at musikken hele tiden havde en syntetisk vrede fra vokalen over sig, gjorde det ikke bedre.

 

Ej heller hjalp det at klaveret, som ellers blev behændigt håndteret, lød som et Casio-børnekeyboard fra slutningen af 80'erne. Og så var der guitarsoloerne, der blev vredet ud af verdens mindste solfarvede guitar. De lød mere som et forsøg på at vinde en atletisk disciplin, end som musik. For ikke at tale om korstemmerne, der faktisk stod flot, og sikkert ville kunne få de gamle Fleetwood Mac-drenge til at dreje nakken - men det var nok næppe Mick og Peter bandet håbede på at imponere.

 

Det viste dog bandets overdøvede potentiale, nemlig som poprock-band, eller sågar boy-band. Med en god producer, kunne de med større succes gå denne vej. Jeg kan ikke give dem mere end to stjerner. Den ene stjerne for det gode forsøg, den anden for det tekniske (rent motoriske) håndværk.

 

Stefan Hansen, GAFFA.dk (2/6)