Hvad får man når man blander en dj fra Den Sorte Skole med en dj, der har produceret hiphop for O.R. og Khal Allan? Man får et forventet, men yderst underholdende mash-up af en bred mængde genre som hiphop, dubstep, dancehall og breakbeats tilsat få rock- og pop-elementer. "Drop beats not bombs" står der på Anders Dixen aka DixOne's t-shirt, og det er lige præcis hvad han gør sammen med makkeren Simon Dokkedal aka DJ LeBon.

 

Ved koncertstarten er det stadig en smule sparsomt med fremmødte publikummer da en vokal-sample med ytringen "Hey motherfuckers" gentages flere gange og sparker dj-duoens set i gang. I den første tredjedel af koncerten er det på grund af dagslyset og et beskedent fremmøde svært at skabe den intime klubstemning musikken ligger op til. Men efterhånden som tunge trommer, basgange, scratch og vokal-samples pumpes i højspændt og festindbydende tempo fra højtalerne begynder folk at strømme til for enten tranceagtigt at vibe nede bagest eller danse oppe foran.

 

Dokkedal/Dixen byder ikke på egentlige numre, men mere på længerevarende lydkollager med få ophold imellem. Dette gør, at kollagerne oftest starter ét sted og ender et helt andet, at man går fra at nikke nakken til hiphop til at smådanse rundt til Bollywood og dubstep. Denne overgang virker i koncertøjeblikket ganske naturlig med plads til optur over uventede drejninger i musikken.

 

Et af koncertens absolutte højdepunkter er den danske duos behandling af Beastie Boys-nummeret Intergalactic, som pilles fra hinanden og sammensættes på ny og festlig vis. Genkendelsesglæden hos publikum er dog heller ikke til at tage fejl af og Dokkedal/Dixens version af nummeret modtages med jubel fra resten af teltet. Det eneste tidspunkt, hvor denne jubel overgås, er da de to djs ud af det blå blander et hårdtpumpende beat og en kvindelig grime-vokal med Slash' guitarriff fra Guns n' Roses-klassikeren Sweet Child O' Mine.

 

Duoen slutter af med bragende hiphop-rytmer til øregangene samtidig med, at Dixen forlader pladsen bag pulten og gejler publikum op med håndtegn og skål, men det er desværre også det eneste tidspunkt, hvor Dokkedal/Dixen kommer helt ud over scenekanten denne aften. Som en tilfældig forbipasserende publikummer siger kort efter koncerten gør det sig gældende at "Uanset hvad, så er det sgu meget fedt".