Ghost Society er på mange måde kontrasternes band. De præsterer at kombinere det luftige og sfæriske med støjrockens larmende intensitet. Det hele leveres med en tilbagelænet selvfølgelighed, der næsten tangerer arrogance.

Allerede inden koncerten gik i gang var scenen indhyllet i røg, og lyset fra bagerst på scenen omdannede således kvintettens medlemmer til 5 silhuetter på scenen, badet i et gyldent skær. En flot effekt, som passede godt til deres i starten luftige lyd, der især bærer præg af sangerne Sara Savery og Tobias Wilners flotte vokalarbejde.

Efter et stykke tid begynder guitarerne dog at røre på sig, og koncerten trækker sig dermed ligeså stille over i en mere støjrocket stil, hvor de larmende guitarer får mere og mere plads. Det er dog en kontrolleret larm, der hele tiden understøtter dét, der i bund og grund er flotte popsange.

Basintroen på "Love Love" vækker minder om Pixies, men i en finere, mere poleret udgave. Selvom det er et glimrende nummer, mangler det på dagen det sidste for at gøre det fremragende. Det hele virker så kontrolleret, at man som publikum næsten håber på en lille smule kaos eller vildskab. At flere af medlemmerne i bandet virkede dybt betagede af at stirre på deres sko højnede ikke ligefrem intensiteten. Og så stod man som publikum i den paradoksale situation, at man så et band som lød flot, men så ud som om de ikke rigtig gad.

Det er synd og skam, for materialet var helt sikkert til mere end vi blev trakteret med i dag, og det fremgik ganske tydeligt, at de alle er yderst kompetente musikere. Det ville dog klæde dem at slippe tøjlerne bare en smule, og opsøge spilleglæden frem for den tilbagelænede coolness.

 

Roy Fogde, GAFFA.dk (4/6)