Det er en lidt løjerlig beslutning, man på SPOT Festival har taget om at gemme alle årets metal-navne væk nede på Studenterhuset på Århus havn, der immervæk ligger et godt stykke fra hvor den egentlige festival er centreret. Heldigvis var der mange, der havde taget den halvlange gåtur for at opleve dagens sidste band på Studenterhuset, for esbjergensiske Kellermensch - som det i øvrigt ville være en skam at klassificere som "metal" - leverede en sublim koncert, der meget vel kan vise sig at være den bedste på dette års SPOT Festival.

 

Aftenens set starter med kulsorte The Day You Walked, der blot er den første af mange tungt slæbende genialiteter, vi får serveret i løbet af koncerten. Violin, cello og gulvbas sætter et pragtfuldt præg på det samlede udtryk, og den for bandet særegne kombination af sang og growl fungerer optimalt. En intens udgave af Black Dress følger, og det er tydeligt at den sammenspillede enhed, bandet er, lever og ånder musikken. I front for den knyttede næve, Kellermench fremstår som, er en indædt Sebastian Wolff, hvis indlevelse i musikken er respektindgydende. Der går ganske kortvarigt noget galt med lyden i løbet af Black Dress, men bandets fortsatte præstation eliminerer hurtigt enhver irritation herover. En pragtfuld maltraktering af Neil Youngs vidunderlige Don't Let It Bring You Down udgør aftenens tredje nummer, og Kellermensch gør det umulige, og fortolker Youngs sang med stor respekt på en måde, så de gør det til deres eget. Lyden driller endnu engang, og atter formår bandet at mane irritationen til jorden.

 

Musikken folder sig effektfuldt ud, og den teatralske elementer til trods er der ikke det fjerneste element af påtagethed over de otte kældermenneskers optræden. Der prøves kræfter med både et mere up-tempo nummer, end bandet sædvanligvis kaster sig ud i, og noget der kunne forveksles med en ballade. Resultatet er fremragende og sidstnævnte bringer mindelser om Nick Cave anno "No More Shall We Part", men hvorfor i det hele taget sammenligne når nu bandet har vist, at der ikke er andre som dem. Der er en tydelig fornemmelse for den gode sang med lokkende melodier pakket ind i bandets særlige og lyd. Efter sidste nummer; en formidabel udgave af TV On The Radios 'Wolf Like Me', lokkes bandet til at spille et ekstranummer.

 

Moribund Town lukker Studenterhuset denne aften, men ikke før guitaren er blevet kastet væk, mikrofonen har fået en hårdfør behandling, og Sebastian har været nede på knæ for med foldede hænder og i hvad der ligner oprigtig desperation at skrige sangens sidste linjer ud mod det sagesløse publikum: "It's a fine place to pray for a miracle when you know you are living in a moribund town". Det går igennem marv og ben på den gode måde, og gåsehuden er på trods af det overophedede spillested ikke til at slippe af med. Studenterhusets scene var alt for lille, der var problemer med lyden og lokalet var alt, alt for varmt. Alligevel formåede Kellermensch at hive den hjem og levere en enestående pragtpræstation, og man kan kun ærgre sig på vegne af de, der ikke fik denne oplevelse med hjem fra SPOT 2010.

Michael Jose Gonzalez, GAFFA.dk