Fire faktorer trak spændende The Foreign Resort ned fra fem til tre stjerner: deres ternede skovmandsskjorter, det enerverende grønne scenelys, deres manglende forståelse for dynamik, og deres tinninus-garanterede lydtryk.

 

Alle disse faktorer, med undtagelse af dynamik, ville kunne udbedres i løbet af den tid det tager at skifte tøj, og sænke en fader eller to på pulten. Med dette lille indgreb ville The Foreign Resorts koncert være garanterer fire stjener - og det ærgrede mig virkelig at disse "småting" ikke var på plads, for The Foreign Resort er et af de mest særegne danske bands jeg har hørt længe.

 

Min bedste umiddelbare beskrivelse er: The Cure indhyllet i støj, med Tears For Fears-agtige melodier, og Joy Divisions energiudladning. Og det er kun en tilnærmelse, for The Foreign Resort lød som sig selv. Det var især vokalen der ledte tankerne i retning af The Cure, mest på grund af vokalens klang der, i de stærke passager, klangligt lå i nærheden af Robert Smiths. Det var dog ikke hele tiden noget Smith-agtigt kunne anes, og det var heller ikke hele tiden vokalen var stærk. Til tider blev den en anelse vakkelvorn - primært i de mere tyste stykker.

 

Joy Division-referencen har intet med vokalen at gøre, men derimod med bandets helt fantastiske energi, drevet frem af en krabat af en trommeslager, en pumpende bas, og ekkoladede, forvrængede og støjende feedback-guitarer - der desuden gav bandet en distinkt lydæstetik, men som desværre mudrede voldsomt, blandt andet fordi lydniveauet var hjernedødt højt. Mit gæt er at lydniveauet midt i salen var et stykke over 100 dB, hvilket vi ikke bør udsætte os selv (eller andre) for i mere end 5-10 minutter, hvis vi vil undgå høreskader. Men koncerten varede 40 minutter, så tinnitus var en uundgåelig bonus til The Foreign Resort-koncerten - og helt uden grund, for deres energi kunne sagtens formidles uden.

 

Af andre dyder kan nævnes The Foreign Resorts atypiske sangstrukturer, der gang på gang gik mod forventningerne, overraskede og fik smilemusklerne til at trække sig sammen. Især var nogle af deres slutninger fede, når de lagde op til en traditionel afrunding med for eksempler dobbelt bækken-brag, for med ét at smadre denne forventning, ved at stoppe brat, eller gå en helt tredje vej. Fremhæves skal også de velvalgte korstemmer, der mindede mig om Enos visdomsord, der vist nok lyder: alle verdens problemer kan klares med kor og østerssovs. Jeg tror han har ret, især når korerne ligger på de rigtige steder.

 

Der er altså meget godt at sige om The Foreign Resort, og det er også med vemod at jeg nøjes med at give dem tre stjerner. At deres dynamiske formåen var "Kierkegaardsk", altså Enten-Eller, er synd, men typisk for nye bands - men at skovmandsskjorter og den tekniske side af sagen ikke var på plads er der ingen undskyldning for. Det bliver derfor kun til tre stjerner, på trods af at musikken har et klart potentiale til fem. Derfor vil jeg gerne slutte af med at knytte et held og lykke til denne anmeldelse.