De albumaktuelle drenge i Thee Attacks er nok det mest stilsikre beatorkester på denne side af The Hives, men hvor svenskernes udtryk er mere punket, låner de danske gutter i høj grad fra især tidlig The Who og Rolling Stones. De har med andre ord en helt igennem klassisk rocklyd, med korte sange for bas, guitar og trommer.

Vokalist Jimmy Attack har en overraskende dyb og rå stemme, som giver musikken mere pondus end man egentlig kunne forvente, samtidig med at han på ganske scenevant manér giver den som en ung Mick Jagger, med alt det indebærer af poseren og struttende bagdel.

Generelt virker gruppen i deres rette element på en scene, for hvor deres debutalbum "That's Mister Attack To You" er glimrende, omend en smule ensformig, så får sangene en gevaldig vitaminindsprøjtning når de bliver leveret live. Bandet kan deres klichéer til fingerspidserne, og der bliver lavet møllesving på guitarerne, i bedste Pete Townshend stil, mens Ritchie Attack på imponerende vis tamper trommerne som havde de fortjent et lag tæsk.

Når man spiller den slags musik, som er så fastankret i en efterhånden gammel tradition, er det svært at skille sig ud, og byde ind med noget nyt.  Thee Attacks' største force er derfor også deres entusiasme og drengede charme, som lynhurtigt bredte sig ud til det begejstrede publikum i den helt fyldte Filur sal; der var brede smil og boppende hoveder over hele linjen.

Koncerten sluttede med en coverudgave af Superheroes' Johnny and I, som man også kan finde på Crunchy Frogs 15-års jubilæums cd. På det tidspunkt var publikum dog vundet over i en sådan grad af gruppens egne sange, at førnævnte virkede en smule overflødig.
Kan Thee Attacks opretholde det høje energiniveau, og måske skrive nogle endnu bedre sange, virker de som et rigtig seriøst bud på at blive Danmarks næste store eksportsucces. Baseret på det meget blandede publikum denne aften, kan det i hvert fald slås fast, at de henvender sig til alle aldersgrupper.