Cyklende bjørn møder dansk hjertevarme
18-05-2010   Af  Mads Tourlin
 
Citater
Den danske scene har enhver mulighed i udlandet. Det er den bedste musik lige nu, den har international appeal...

- Marc Lusty (UK), Reverb Records
"Dansk musik har en enorm kvalitet i bredden – uanset genre."

- Thomas Roscheck, PR-chef, Rockhal (LU)
Bookmark and Share
 

The Bear That Wasn't cykler i øjeblikket op gennem Jylland og har blandt andet spillet for både pensionister og 15 Jehovas Vidner. Torsdag optræder han på Musikcafeen i Århus under InterSPOT

- Det danske vejr, bakker og dale har været hårde for The Bear That Wasn't. Til gengæld synes han, Danmark er smukt
- Det danske vejr, bakker og dale har været hårde for The Bear That Wasn't. Til gengæld synes han, Danmark er smukt
Den unge belgier The Bear That Wasn't, der har det borgerlige navn Nils Veressen, er i gang med at cykle sin vej op til InterSPOT. Undervejs giver han hjemmekoncerter for kost og logi rundt om i Jylland. Indtil nu er det fx blevet til en koncert hos et pensioneret par i Fredericia, der havde inviteret 25 venner og bekendte mandag den 17. maj. Det er også blevet til en koncert for 15 medlemmer fra Jehovas Vidner i Kolding – en anderledes oplevelse for 'bjørnen':
 
- Det var meget specielt, men de var virkeligt søde og de skal også se min koncert under InterSPOT, fortæller Nils Veressen, der også på eget initiativ talte om religion med vidnerne:

- De prøvede ikke at konvertere mig, men de var meget åbne og flinke. Vi kunne joke om religion og de fortalte også vittigheder om at være Jehovas Vidner, fortæller 'bjørnen', der fik en lille bog om biblen med fra sin hjemmekoncert i Kolding, som han har tænkt sig at læse.

The Bear That Wasn't er ikke kun blevet overrasket over publikum - det danske landskab har været en udfordring for hans cykeltur:

- Jeg har cyklet 900 kilometer, og da jeg begyndte min tur var vejret virkeligt dårligt. Det var hårdt! Jeg troede også, at landskabet var fladt, men I har mange bakker og dale. Jeg har aldrig været på SPOT før, men jeg glæder mig. De danskere jeg har mødt, har fortalt mig, at der er smukt i Århus – og nu skinner solen jo også, lyder det fra en glad, men lidt forvirret 'bjørn' med en dårlig mobilforbindelse et sted i Jylland.

I morgen onsdag, spiller han på Kulisselageret i Horsens. Inden hans koncert under InterSPOT på Musikcafeen torsdag aften tager 'bjørnen' sig også tid til at komme forbi en flok glade skolebørn på Kragelundsskolen i Højbjerg. Her spiller han tre koncerter. En for de mindste elever, en for lærerne og en for de større elever i 6. og 7. klasse.
 
Hele cykel-touren med The Bear That Wasn't er blevet til i et samarbejde mellem lokale medier og Gaffa og undervejs har 'bjørnen' være nødt til at sige nej til fem hjemmekoncerter.