Citater "SPOT I just want to say thank you for these mind-boggling Danish days. It was well-organized, interesting and exciting"
- Cyril Schicker, Rockstar Magazine, Switzerland Den danske scene har enhver mulighed i udlandet. Det er den bedste musik lige nu, den har international appeal...
- Marc Lusty (UK), Reverb Records |
Tim Hole mener, at ansøgerfeltet til årets SPOT Festival er præget af legesyge musikere. Når man lytter til mere end 900 (!) forskellige artister, der alle søger om at komme med på dette års SPOT Festival, og alle har deres eget udtryk, får man selvsagt et godt billede af, hvad det er, der rører sig i tidsånden lige nu. Engelske Tim Hole, der til daglig er manager og direktør for Audio Authority Management, sidder i SPOT Festivalens lytteudvalg, og er en af dem, der har ædt sig vej gennem bunken af ansøgninger til årets festival. Og umiddelbart er der to ting, der falder ham ind, når man beder ham beskrive dette års ansøgere: - Feltet er præget af legesyge musikere, som ikke holder sig tilbage for at blande alt fra country, punk og electronica. Og derudover er det som om, at folk-musikken for alvor igen har fået tag i musikerne: - Genkomsten af folk-musikken er et fantastisk modspil til al den ’stil-over-substans’ musik, vi har oplevet den seneste tid. Det er et gensyn med godt musikerhåndværk og god sangskrivning, hvilket ikke er en dårlig ting, siger Tim Hole. Ånden i tiden Men hvad er det, der gør, at så mange orkestre vælger at tage denne gamle genre op igen og forny den? Ifølge Tim Hole skal svaret findes i tidsånden – zeitgeist, som han kalder det. Hvis man kigger tilbage gennem historien, er der mange stilarter, der har udviklet sig mere eller mindre samtidigt. Tag punken som eksempel. Mange musikere tog den stil op, fordi den var en del af tidsånden og nødvendig på det tidspunkt. - Det er fantastisk at tænke på, at musikere verden over, med samme økonomiske, sociale status og uddannelsesmæssige status, komponerer musik med samme mål og af samme grund som andre musikere et helt andet sted i verden. Og det uden, at de kender noget til hinanden eller taler samme sprog, siger Tim Hole. På samme måde ser Tim Hole på genkomsten af folk-musikken. Den sker som en del af en tidsånd, vi har lige nu. Og måske som en modreaktion til de seneste års meget kantede stilarter: - Det er en fuldstændig omvending fra de bevægelser vi har set i musikken de seneste fem år, som eksempelvis Nu Rave eller Indie Goth, siger Tim Hole. Derfor finder Tim Hole også genfødslen af folk-musikken som en meget interessant kovending på den globale scene. For det er ikke kun i Norden, at folk-musikken er taget op igen. Senest er Fleet Foxes og Grand Archives eksempler på nyfortolkninger af folk-musikken på den amerikanske scene. På dette års festival er genren repræsenteret af tre danske orkestre, Cody, Let Me Play Your Guitar og The Rumour Said Fire. Tre orkestre, der hver især har deres egen tilgang til musikken. - Der er måske kun få eksempler på dette års festival, men de er til gengæld af en meget høj kaliber. Hver især har de elementer, der kan associeres til andre orkestre i samme genre, men for mig er det ikke en dårlig ting. For musikken handler om at fortælle gode historier på en troværdig måde, siger Tim Hole •
|