Michael Falch kan godt se det paradoksale i, at han efter en lang karriere debuterer på SPOT Festival i en alder af 53 år. Erfaringerne fra såvel op- som nedture i musikbranchen har lært ham, at det drejer sig om at holde fokus på musikken, når man står på toppen og er i risikozonen for at blive for fokuseret på stjernestatussen og festerne, der følger med.

Han nævner det selv over for et fuldtalligt publikum i Archauz. At der er noget underligt i, at Michael Falch som en moden mand med mange erfaringer i musikbranchen står som debutant på en SPOT Festival, der primært er kendt for at være løftestang for unge, håbefulde musikere, hvoraf en del sikkert gerne vil derop, hvor han var den 4. juli 1982. På Roskilde Festivalens canopy-scene. Og han får publikum til at smågrine, da han nævner, at han nu med udgivelser på eget pladeselskab vel nærmest er blevet ”indie”.

Bagsiden af medaljen
”Indie” var Michael Falch så langt fra i firserne og halvfemserne. Efter den kunstneriske og kommercielle succes med Malurt, lod han sig i løbet af sin solokarriere fange af de negative dele af succesen. Den med det konstante pres for at præstere matchende – eller gerne stigende – salgstal.

- Suset er altid fedt. Det kan jeg ikke tale mig fra, så man skal naturligvis ikke nedgøre succesoplevelserne. Men man skal være opmærksom på, at så snart man står deroppe på toppen, så er faren for fastfrysning der. Faren for, at man bukker under for andre interesser end ens egne musikalske og presses til at lave en ny plade, der minder om den forrige. Man skal have modet til at stå fast og følge sine egne veje. Det glemte jeg. Jeg tabte luft i beslutningsprocesserne den gang, og det kostede, siger han.

Muligheden for flere ugers fri leg i studiet og dyre producere fløjet ind fra USA hører naturligvis til på plussiden, men Michael Falch peger først på bagsiden af medaljen – at man fokuserer mere på festen og livet som stjerne  end på musikken -  inden han fortæller videre om, hvad der fik ham videre efter nedturen og den efterfølgende pause fra musikken.
- For mig betød det alt, at komme tilbage og få fokus på dét, der betyder noget. Sangene, tiden i studiet, i øvelokalet og på scenen, siger han.

Tilbage til begyndelsen
For en lille håndfuld år siden startede Michael Falch fra scratch igen, og nu foregår udgivelserne på eget pladeselskab uden A&R-folk og med bagmanden bag store hits som ”Superlove” og ”Neonsolen” som egen distributør, der får 6000 cd’er leveret fra en fabrik i Østrig og må få dem oplagret hos den lokale møbelhandler til en begyndelse, inden de kan komme ud i butikkerne. En ”do it yourself” –tilgang til tingene, som både er meget nutidig og samtidig minder om 70’ernes undergrundsscene med ridsede vinylplader og spritduplikerede fanzines.

- Indrømmet. Det er ikke særlig star-agtigt: Men jeg ser det som en positiv udvikling. Det minder om den gang, vi begyndte med Malurt for 30 år siden på et lille nystartet pladeselskab. Grandiøsiteten i musikbranchen er forsvundet de senere år, men for musikken er det en positiv udvikling. Fantasien og mulighederne ligger nu igen hos os, der laver musikken, siger Michael Falch.

Selv har han fra første parket fulgt svingningerne i salgstallene, og her er endnu et paradoks dukket op. Plader, der i dag kun sælger en tiendedel af, hvad han solgte i firserne, er nu succeser  - til gengæld møder der flere op til koncerterne, når han sammen med Boat Man Love er ude at spille sangene, han brænder for.

Og hvordan var det så at sidde og spille sine nye sange for et publikum, der var lige dele trofaste Falch-fans og så helt unge musikforbrugere, der næppe har meget musik med ham kørende i deres iPods?

- Det var en formidabel følelse at spille mit nye materiale på en SPOT. Jeg ved ikke hvem, der havde set det komme, at jeg skulle komme til at spille her. Selv havde jeg ikke. Jeg troede, det var lukket land for mig, siger han.