InterSPOT – nyt tiltag fra SPOT Festivalen
10-03-2010   Af  Mads Tourlin
 
Citater
"Danish Music Is Cool As Fuck"

- New Musical Express
Den danske scene har enhver mulighed i udlandet. Det er den bedste musik lige nu, den har international appeal...

- Marc Lusty (UK), Reverb Records
Bookmark and Share
Sophie Hungers myspaceprofil har haft 1,3 millioner besøgende - nu besøger hun Århus igen
Sophie Hungers myspaceprofil har haft 1,3 millioner besøgende - nu besøger hun Århus igen
Når SPOT Festivalen åbner torsdag 20. maj, bliver det samtidig startskuddet til det nye tiltag InterSPOT. Det er SPOTs internationale minifestival, hvor 19 internationale bands spiller på syv århusianske spillesteder.

De seneste år har SPOT Festivalen haft internationale kunstnere til at spille på åbningsdagen, men aldrig i et så stort omfang, som der bliver præsenteret nu. Sidste år var tre århusianske scener dedikeret til internationale kunsterne, og de trak mange gæster til.

- Vi fik fuldstændigt udsolgt til koncerterne sidste år, og derfor har vi nu valgt at følge op på successen og udvide med yderligere fire scener i år, så det bliver en lille minifestival. InterSPOT fortsætter i fodsporene på resten af festivalen ved at præsentere musiknavne som overrasker positivt, fortæller projektudvikler Christian Hald Buhl.

Interessen for den internationale minifestival har været stor, og InterSPOTs jury har derfor haft mange ansøgere at vælge i mellem. Juryen består i år af bookere fra Musikcafeen, Studenterhuset, Train og SPOT.

Udover at præsentere flere internationale navne for SPOTs publikum, er InterSPOT også med til at øge interessen for resten af SPOT Festivalen for udlandet.

- Vi har indset, at for at få den danske musik spredt ud til resten af Europa, må vi også trække udenlandsk musik til SPOT. Vi kan allerede nu se resultaterne af InterSPOT, da vi for eksempel har fået det græske Gaffa til at dække festivalen, forklarer Christian Hald Buhl.

Det franske band Gablé laver musik uden regler
Det franske band Gablé laver musik uden regler
Den største scene på InterSPOT bliver Train, med plads til 800 gæster. Scenen har fået navnet ”De Concert,” opkaldt efter et netværkssamarbejde af europæiske festivaler som SPOT Festivalen for nylig er blevet medlem af. Her kan man opleve de to franske bands Gablé og Montgomery og schweiziske Sophie Hunger – tre navne som bl.a. via de Concert-samarbejdet vil komme på adskillige europæiske festivalplakater i denne sommer, som SPOT-publikummet hermed får mulighed for at opleve som de første.

- Det er tre ret forskellige bands, der alle har det unikke musikalske udtryk til fælles, forklarer Christian Hald Buhl.

Gablé spiller elektronisk folkemusik og er ret populære i deres hjemland. De er et regel-løst band, der blandt andet tager bedstemødre med op scenen, når de spiller koncerter. Så hvis der er nogen af den slags på SPOT…

For schweiziske Sophie Hunger, bliver InterSPOT et gensyn med Århus, da hun også optrådte på Århus Festuge sidste år. Musikgenren er kantet pop-rock, der leger med elementer af folk, blues og jazz. Hun er en kunstner, der er på vej fremad på den europæiske musikscene – blandt andet gennem en meget intens liveoptræden.

Montgomery betegner sig selv som et indieband og spiller med en drømmende lyd, der samtidig er støjende.

InterSPOT er åbent for alle og det koster 20 kroner at komme ind på hvert koncertsted – ud over Train gælder det Studenterhuset, Musikcafeen, Café Hack, Fatter Eskil, Svineriet samt skibet Stubnitz.

Billetter kan kun købes i døren, så det er god idé at komme i god tid før koncerten.
Adgang sker efter først-til-mølle-princippet – det gælder både for publikum og akkrediterede branchefolk.