Citater "Dansk musik har en enorm kvalitet i bredden – uanset genre."
- Thomas Roscheck, PR-chef, Rockhal (LU) "SPOT I just want to say thank you for these mind-boggling Danish days. It was well-organized, interesting and exciting"
- Cyril Schicker, Rockstar Magazine, Switzerland |
Foto: Jacob Hedemann Årets session fandt sted lørdag eftermiddag på Musikhusets balkon, hvor agenter, bookere, journalister og pladeselskabsfolk stævnede sammen i en række intense 10 minutters-møder. Bagefter fik SPOT Live en snak med fire af deltagerne: Manfred Zähringer (ejer af Iceberg Music Group), Jonathan Cargill (medstifter og medejer af pladeselskaberne Secretly Canadian og Jagjaguwar), Jim Q. Holm (agent for Merger Management) og Jeff Owens (leder af pladeselskabet Ghostly International). Vidtåbne ører Manfred Zähringer rejser mellem 100 og 120 dage om året med det formål at møde nye kontakter. Adspurgt hvad han forventer at få ud af festivalen, svarer han: “Netværk, netværk, netværk.” Han er på SPOT for at møde nye samarbejdspartnere og samtidig eksportere sine egne kunstnere. Han repræsenterer omkring ti bands på SPOT, blandt andre The Blue Van og Dúné. Jeff Owens fra Ghostly International er på SPOT for at møde andre pladeselskaber og tjekke nye kunstnere ud. - Jeg kan godt lide bands, der ikke er ren pop. Bands, der kommer med noget nyt, siger han. Han tilføjer at han er åben for det meste, men han fokuserer mest på grupper, der blander rock med en elektronisk lyd. Secretly Canadians Jonathan Cargill er især i Århus for at få en bedre forståelse af hvordan musikindustrien fungerer i Danmark. Indtil videre har han været imponeret over udbuddet af musik: - Mine ører er vidtåbne. Jeg er ligeglad, hvad det er – hvis det er god musik, er det god musik. Jim Q. Holm fra danske Merger Management er på SPOT for at udvide sit netværk, men også for at pleje eksisterende kontakter. - Det er rart at høre ny musik, og samtidig er det vigtigt for mig, at branchen får mulighed for at høre de bands, vi repræsenterer. Merger repræsenterer ti bands på SPOT i år, og Jim Q. Holm understreger, at det er lige vigtigt for dem alle at være på festivalen, uanset hvor mange fans de har, og hvor mange plader de har solgt. SPOT er venlig og velorganiseret SPOT Live er selvfølgelig nysgerrig efter at høre, hvordan branchefolkene oplever SPOT som festival. - Jeg synes, SPOT er glimrende. Jeg synes, den er utrolig god. For mig personligt har den ‘gjort sit arbejde’ og introduceret mig for en masse dansk musik – masser af bands, jeg ikke kendte til, siger Jonathan Cargill. Han oplever folk som åbne og venlige, men ikke påtrængende, når de promoverer deres kunstnere. - Festivalen er meget velorganiseret. Det jeg godt kan lide ved SPOT – grunden til at jeg er her – er, at den primært fokuserer på dansk musik. SPOT har åbnet mine øjne for den danske scene. Det smukke ved SPOT, og grunden til at den bliver ved med at vokse, er, at den bringer international opmærksomhed til Danmark, siger Cargill. Jim Q. Holm er tilsvarende glad for festivalen: - Den er fantastisk. Utroligt nyttig. Bagsiden ved andre festivaler og showcases er, når de er meget store og ikke så godt organiserede. SPOT gør det nemmere for os med events som for eksempel ’speed meeting’-sessionerne. Han mener, at SPOT Festival bare bliver bedre og bedre: - Det fede ved SPOT er, at selvom den er vokset, er den stadig undergrund – den er stadig ny, spændende og anderledes med en blanding af mainstream og alternativ musik. Jeff Owens er blandt andet imponeret over den tekniske standard. - SPOT Festival er virkelig fin. Det er smart, at spillestederne ligger så tæt sammen, og folk er virkelig hjælpsomme. Jeg er imponeret af scenerne – lyden og lyset. Til gengæld tilføjer han, at det kan være svært at forestille sig, hvordan grupperne vil klare sig på de amerikanske scener, som typisk er af en lavere standard. Sammenlignet med andre festivaler oplever alle fire branchefolk, at SPOT skiller sig ud ved at være godt organiseret. - Det er koncentreret, og der er den rigtige blanding af musik og møder, siger Owens. Jim Q. Holm fremhæver desuden, hvordan SPOT arbejder året rundt på at følge og promovere de bands, som udlandet viser interesse for. Også Manfred Zähringer er tilfreds: - Jeg fik næsten mere ud af det end Midem [anerkendt fransk branchefestival, red.] Den danske lyd Til sidst spørger SPOT Live, om der efter branchefolkenes mening er en særlig ’dansk lyd’. - Ja, det er ret distinkt. Jeg vidste ikke at der var så mange ”rock møder elektronika”-bands, siger Owens. Jim Q. Holm tilføjer: - Der er alt for mange copycats i Danmark. Men der er en håndfuld talentfulde bands. Mange af vores bands har en melankolsk, lidt mørk tone. Cargill ser på den anden side mere universelt på musikken og mener ikke, at der er en bestemt ’dansk’ lyd: - Musik er et menneskeligt fænomen. Det kan oversættes til hele verden.
|