SPOT Live: Darling don't Dance – Prinsessekjoler med kant
22-05-2010   Af  Henrik Vagner
 
Citater
Det er bemærkelsesværdigt, hvor mange gode dance-navne, der kommer fra Danmark.

- Denis Docland, ID&T, arrangører (NL)
"Die Dänen sind die neuen Schweden!"

- Magasinet Piranha (DE)
Bookmark and Share
Darling Don't Dance lader op til koncerten på SPOT. Foto: Allan Henriksen
Darling Don't Dance lader op til koncerten på SPOT. Foto: Allan Henriksen
Hvem er jeres publikum?
Det er folk som har lyttet til rock'n roll, og er blevet mere modne... og som tør tage nogle chancer. Det er en meget blandet landhandel – det er unge som gamle. F. eks. fik vi en henvendelse fra en dame på 40 (hun var faktisk 50), som efter en koncert sagde, at det bare var det fedeste, hun nogensinde havde hørt. Hun sendte os den sødeste email, og det var bare det fedeste ever! Sådan nogen er der derude... Det er alternativ rock – det er for folk, som har lyst til at fyre den totalt af! Sådan som vi også selv har lyst til at gøre det. Folk som kan blive inspireret af den der vildskab, vi også selv kan føle når vi spiller.
Hvordan forbereder man sig til en koncert med jer?
Man drikker en helvedes masse bajere og rødvin, tager noget tøj på man har det godt i og hører den gode '90er-punk!

I er et ret ungt band (stiftet i 1997, red.), som er stormet frem. Hvordan har turen været indtil videre?
Den har været fantastisk – det har den virkelig! Men det kræver sateme også meget energi! Vi har været nødt til at beslutte, at det skal være os selv der har fokus – vi vil f. eks. ikke have nogen manager. Vi gør det hele selv. Det er ikke kommet sovende, det har krævet et ekstremt stykke arbejde, og det kan være svært at nå ud til folk – især her hjemme – når man er afhængig af, at nogen formidler stoffet. Det er muligt, det kan  lade sig gøre, men man skal arbejde hårdt for det.

I har spillet koncerter mange steder, bl. a. New York. Hvordan er det amerikanske publikum i forhold til det europæiske?
Vi har primært satset på New York – New York er stor! Der er plads til at minoritetsgenrer kan skabe kultur. Det kan ikke lade sig gøre her – vi er simpelthen for få mennesker. Hvor der måske er 10 mennesker her, som selv har ledt efter os, er der 1000 derovre. Det er nok derfor vi kan få det til at fungere så godt der – der er et enormt publikum, og en masse andre pissefede bands der har den samme indfaldsvinkel som os selv. Undergrunden er kæmpestor.

Er det noget I savner herhjemme?
Nej, det er bare noget andet. Vi vil slet ikke kunne det samme i Danmark, det kan man ikke medmindre man er et kæmpestort band. Man kan ikke på samme måde skabe en stemning omkring sig selv uden at blive mainstream. I Danmark er der meget fokus på at blive stor, men her er også fedt – nogle af de fedeste koncerter vi har spillet er f.eks. på Frem & Forstærket (århusiansk koncert-marathon, red.) og Trøjborg Beboerhus – de dér små spillesteder hvor folk går helt amok! Og hvor folk bare er så glade for det!

Betragter I jer selv som et nicheband? Hvis ja, hvordan vil I så tackle et kommende millionoplag?
(latter) Ja, nok i Danmark. Millionoplag...?! Tjah, så har man da prøvet det. Selvfølgelig går vi efter at komme ud til så mange som muligt, men det har vi sgu ikke lige tænkt over... Man kan jo ikke altid stille det så sort/hvidt op; hvad er mainstream og hvad er undergrund. Det har i høj grad at gøre med om noget bliver hyped, og pludselig er der tale om mainstream, uden at musikken egentlig er det. Vi appellerer til rigtig mange mennesker, men håber selvfølgelig på at kunne inspirere mange, mange flere.

Hvad med jeres visuelle identitet?
(latter) Den hænger ikke en skid sammen – eller.. den hænger TOTALT sammen! Det startede med, at vi skulle op og stå på en scene, og tænkte at... så må vi hellere tage noget pænt tøj på. Så tog vi pæne kjoler på, for det var nu engang det pæne tøj vi havde. Nu er det selvfølgelig mere gennemført, end det var i starten. Vi har fået mange kommentarer omkring det, fordi folk synes at det er pissesjovt, og det er det jo også – at vi står der i prinsessekjoler og spiller rigtig tung rockmusik.

Hvordan har I det med jeres publikum?
Godt – altså, vi kan bedst lide, når det er tæt på. Når vi kan hive folk ind i den fest vi selv holder! Medmindre de er pisseirriterende og skide fulde! Nogle gange får man sgu nogle sjove kommentarer, især fra mandlige publikummer der selv spiller på et instrument – de tror virkelig at de kan lære en noget (latter).

Vi slutter næsten hvor vi startede – hvem kommer og hører jer på SPOT?
(latter) Udover Fricke (amerikansk anmelder, red.)? Folk som gerne vil holde en fest – og drikke helvedes mange bajere! SPOT er i det hele taget er rigtig god forårsigangsætter, og for os handler det mest om at spille en rigtig god koncert.