Citater "Dansk musik har en enorm kvalitet i bredden – uanset genre."
- Thomas Roscheck, PR-chef, Rockhal (LU) Det er bemærkelsesværdigt, hvor mange gode dance-navne, der kommer fra Danmark.
- Denis Docland, ID&T, arrangører (NL) |
SonyBMG er et blandt rigtig mange label i Japan. Foto: Allan Henriksen. - Der er ikke ret mange, der har breaket de senere år.
Så kontant er Archie Meguros, Senior Vice President, SonyBMG Japan International, svar på spørgsmålet, om han komme med nogle gode eksempler på internationale rock eller pop-acts, som har erobret Japan på det seneste. Mere end 80 procent af alt musik, der sælges i Japan er lavet af japanske artister sunget på japansk. Og det tal er stigende. Der er en tendens til, at de vestlige bands bliver væk i de tiltagende information overload. De er heller ikke dygtige nok til at regne ud, hvordan de skal finde vej til de japanske teenageres ører og hjerter. Og så er de japanske solister og bands mindst lige så gode, som de andre. Sådan var det ikke i 80’erne og ind i 90’erne. Men det har ændret sig markant på verdens i dag mest cd-sælgende marked. Det fortæller Archie Meguro med opsmøgede skjorteærmer og et velklingende engelsk til deltagerne på seminaret: ”A conversation - foreign artist in Japan ” lørdag eftermiddag på SPOT Festival. De fleste der lytter med er tydeligvis musikere, som er kommet for at få ingredienser til indtoget på det store japanske marked. Alt drejer ind på mobiltelefonen Et marked, der er kendetegnet ved at mobiltelefonen er det store omdrejningspunkt for at lytte og købe musik - ligesom den er det for at se tv, købe togbilletter og meget andet. Japanerne er gået væk fra pc’en som musikmedie. ”Du er ingenting, hvis du taber din mobiltelefon,” siger Archie. I det hele taget er det ikke onlineadgangen, der er interessant: - Der er nem adgang, men det er svært at finde det du søger, fordi der er så mange derude, siger Archie. "The japanense highway" at breake artister på, er at få musikken med i film, tv-shows eller reklamer. Det er dér det sker. Og det er der, pengene til at promote er størst. Fordi virksomhederne har større budgetter end pladeselskaberne i dag. Japanske bands rytme bygger på klassiske dyder for udgivelser - med to-tre singler og et album. De gør det bare på årsbasis. Så der er en masse i gang i hele tiden på hjemmemarkedet. Det er måske en god grund til, at så få bands arbejder sig ud i verden. Der er rigeligt at se til derhjemme. De flyver ud af mit liv igen - Teenagerne lytter næsten ikke til internationale bands. Deres egne bands på deres eget sprog er alt for gode. Jeg læste en mail fra en teenagepige forleden. Hun skrev, at hun ikke havde glæde at være fan af et internationalt band, der kommer til Japan en uge og så flyver hjem igen og er ude af hendes liv igen, siger Archie. Deri ligger gemt en af de helt store udfordringer for, at gøre din ting i det japanske. Du skal have åbnet døren, og så skal du finde ud af at vedligeholde kontakten med fansene - på en måde der giver mening i deres kontekst. Som ikke er mage til den amerikanske eller den danske. Archie Meguro mener, at det er en af hovedårsagerne til at amerikanske bands har tabt så meget terræn på det japanske marked, at de har set det for meget ud fra ”one size fits all” - og derfor ikke forstået, hvad der skal til. Irakkrigen og Bush’s arrogance har også lavet slør i kompasnålen. - Du er nødt til som internationalt band at blive klogere på den japanske kontekst og lærer teenagepigen i Osaka at kende, så du kan give hende den version af din sang og dit band, som kan få hende til at blive fan. Det handler om at tænke lokalt og globalt på en gang og formidle dit bands twist, siger Archie. Han mener, at pladeselskaber ikke nødvendigvis er de eneste sagliggørende. Det der er brug for omkring bandet, er folk som kan aflæse den kulturelle kontekst og hjælpe med at få formidlet twisten - that special something som skiller dig ud fra mængden. Men hvad er det så for konkrete værktøjer i bruger på Sony til at arbejde med at komme tættere på det japanske hjerte? - Samarbejder er en mulighed. Vi har for eksempel lavet en duet mellem Ben Folds og en stor japansk kvindelig stjerne Angela Aki. Det skal være en win-win for, at du kan gøre det. I deres tilfælde fik Ben Fold adgang til et nyt marked, og Angela Aki kunne læne sig op ad sit idol og hans lange karriere. Så det gav også hende noget, siger Archie. Archie giver gode råd til en indie-rocker på seminaret. Foto: Allan Henriksen. Et andet værktøj er at arbejde med coverversioner. - For eksempel Erik Martin, der er forsanger i Mr. Big. Til ham oversatte vi en række kendte sange sunget af japanske kvinder. Det gav en lidt cool twist, at han sang sange af kvinder. Og det gav succes. - Da vi skulle arbejde med Susan Boyle lavede vi en cover af en klassisk japansk sang, ”Tsubasa o kudasai”, som man blandt synger til afgangsfesterne på vores high schools. Oversat hedder den ”Wings to fly” og hun gik nummer 1 på hitlisten med den. Nu har du så været gæst på SPOT Festival nogle dage. Har du set nogen bands, som du synes har nok twist umiddelbart? - RebekkaMaria var ret cool. Hun havde noget med den mode-ting og var sådan en Bjørk-type. Hun havde den twist, der skal til. Fallulah havde også lidt twist. The Kissaway Trail havde en karismatisk forsanger, og ham der dansede med tambourinen var fed. Men deres musik er hørt før. SPOT Festivalen er langt henad vejen finansieret af penge fra dansk kulturpolitik nationalt og lokalt og sponsorers bidrag. Det er midler der gør, at vi kan arbejde med at udvikle talenter indenfor musik, film, teater og malerkunst. Har I lignende muligheder i Japan? - Nej. Slet ikke. Jeres muligheder er fantastiske. Vi har ingen muligheder for at arbejde med kultur fra det politiske. Alt sker i en kommerciel ramme i Japan. Det giver den der balance, at kunst ikke er kunst, hvis det kun handler om at være kommercielt. Jeg elsker at arbejde med den balance ,og den tror jeg I har meget af på SPOT, hvor det er sjovt, at det er kunst og det er karriere på en og samme tid, siger Archie Meguro. Det kan også lade sig gøre i indieformat Hans udgangspunkt for at tænke musik, er de større koncepter og udgivelser. Der findes også en japansk indievirkelighed, blandt andet med livehouses, hvor vestlige orkestre også kommer og spiller for crowds på 200-500 mennesker og kan skrue en turné sammen i det lag. - Det er bare hele tiden, det der med at tænke konteksten. Hvad skal der så ske, når turneen er overstået? Hvordan får du skabt et liv omkring bandet, som gør det muligt at få en fanbase i Japan? I den kontekst jeg arbejder i, prøver vi at tænke det flere dimensioner frem for en dimension. Når et band har en sang med i en Toyota-reklame, så skal deres album sidde i cd-afspilleren, når du køber bilen, og der skal være et samspil med koncerterne. Det er vejen frem. Ikke at jeg nødvendigvis, synes det er ideelt, men det er realiteterne, siger Arshie Meguro. Den gode nyhed er, at hvis det lykkes at skabe din platform i Japan, får du fans, som måske giver dig livslang loyalitet i samme boldgade, som det kendes fra fodboldverdenen.
|