Der var et begrænset fremmøde, da franske Montgomery gik på Trains scene med deres støjende indie-rock. Men på trods af, at der ikke var fyldt på spillestedet, lod det ikke til, at det påvirkede bandet, der leverede deres musik uden dikkedarer. Efterhånden som koncerten skred frem, kom der også flere mennesker til. Og det var tydeligt at se, at dem, der var til stede var tilfredse med, hvad de fem franskmænd på scenen leverede – og hvert nummer blevet mødt af pæne klapslaver.

Da bandet gik af blev der vist direkte billeder af Oh No Onos koncert fra den franske Art Rock Festival, som finder sted samtidig med SPOT. Og på samme måde var Montgomerys koncert også blevet transmitteret til det franske.

Andet navn på plakaten var østrigske Sophie Hunger. Hun indtog scenen i en knaldrød kjole og med et noget betuttet ansigtsudtryk. Hun lagde ud med et a capella nummer på tysk, hvorefter bandet trådte til, og hun spillede sin kraftfulde pop-rock og viste, at hun har en stor stemme. Alle hendes numre blev mødt med store klapsalver, og da hun gik af efter tre kvarter ville jublen ingen ende tage.

- Jeg synes, det var fremragende, sagde den 31-årige herboende hollænder Marcel efter koncerten, og uddybede: - Jeg kunne godt lide, at det var så kraftfuldt – singer-songwriter er normalt mere afdæmpet, men Sophie Hunger har mere power i sin musik.

Han blev bakket op af Lisbeth, der også var begejstret for koncerten.
- Jeg synes hun har en god vokal, og så kan jeg godt lide, at hun kombinerer genrerne på nye måder.

Lisbeth havde også overværet Montgomery, som hun syntes var musikalsk gode.

- De havde en god energi, forklarede hun – til tider var de støjende i deres udtryk, men man kunne stadig høre melodierne.

Indlevende medlem af Gablé. Foto: Peter McNally

Fransk galskab
Efter Sophie Hunger var det det franske galehus Gablé, der stod for underholdningen. Underholdning er netop det ord, der passer bedst på de tre franskmænd, der tager musik i en helt ny retning. Armeret med instrumenter som guitar, blikdåser, klokkespil, løse trommer, et bækken, der blev smidt og sparket rundt på gulvet og båthorn, frembragte de en musikalsk bastard, der bedst kan betegnes som indietronica, men med referencer til både pop og hård electronica. Bandet fik med deres spillelyst og stageperformance smilet og jublen frem hos de fleste fremmødte.