Citater "Put aside prejudices and check it out. Turns out there is more to Danish music than Barbie Girl..."
- Neil McCormick, The Daily Telegraph v. SPOT 2009 "SPOT truely was a wonderful and delightful time for all of us. I was quite excited by the organization of the festival. Big Ups to the whole Spot-team. I've hardly seen a big event like this done so perfectly and smooth"
- Reinhold Seyfriedsberger, booker, Ink Music. |
SPOT Festivalens leder Gunnar K. Madsen gør status over årets festival. Foto: Lars Rune Laen Jørgensen Godt vejr, god stemning, en stram afvikling af koncerterne, positive tilbagemeldinger fra branchefolk og et publikum, der også gerne lader sig lokke inden døre til koncerter, mens forsommersolen banker ned fra en af de skyfrie himler. Det er de – med Gunnar K. Madsens egne ord – banale årsager til, at han kan sætte kryds ud for ”mere end bare almindeligt godkendt”, på et tidspunkt, hvor SPOT Festival synger på sidste omkvæd. Omkring 4500 indløste billet til festivalen – cirka samme antal som sidste år - og hertil kommer så branchefolk, frivillige og ROSAs egne folk, hvilket løber op i mellem 1000 og 1700 personer. Tilbagemeldingerne har overvejende været positive, og når festivalstøvet har lagt sig, skal man hos ROSA så til at finde ud af, hvilke bands der virkelig har rykket - og måske kan rykke videre på de internationale scener. - Der er jo langt fra tale om systematisk vidensindsamling, men hvis vi begynder at høre en syv-otte-ni forskellige, der nævner de samme bands, så kan vi få en fornemmelse af, hvor der ligger en mulig hype omkring et navn. Det kunne være Thee Attacks, The Olympics eller Eim Ick, som vi har fået mange positive tilbagemeldinger på. Lidt ligesom vi så det sidste år med Lucy Love, som vi også har lavet meget med i udlandet siden. Ny scener Et af de steder, hvor festivalen ifølge chefen har ramt rigtigt har været indførelsen af pickup scenen ud mod Frederiks Allé. Gunnar K. Madsen har udelukkende fået positive tilbagemeldinger omkring scenen, der ud over at præsentere navne som Stoffer&Maskinen, Surf in Stereo og Coco Moon også har skærmet området af og fuldendt det som en ”rigtig festivalplads”. Ridehuset er så til gengæld en scene, hvor det kan være tid til en omgang nytænkning i 2011. "Ridehuset er en scene, der virkelig har potentiale. Og her kan det godt friste at finde en anden måde at udnytte den på, siger Gunnar K. Madsen. I år har metal-scenen haft sit eget studenterhus at muntre sig i. En succes altså, men samtidig en succes, der ikke bare blindt skal duplikeres. - Det kørte godt, og det er vigtigt, for metal er en af de genrer, der har gode udviklingsmuligheder internationalt, men samtidig er det et skisme, for egentlig er det jo ikke meningen, at de enkelte genrer skal parkeres et og samme sted. Vi skal appellere til et publikum, der gerne vil høre forskellige genrer og måske lader sig overraske af, og det skal vi holde fast i. Vi skal ikke sende det signal, at scenerne bliver opdelt på genrer, men jeg kunne godt forestille os, at vi gjorde noget lignende næste år bare med en anden type musik, siger Gunnar K. Madsen. Masser af branchefolk Og sådan er der så mange elementer af festivalen, der skal ses fra flere forskellige vinkler. Antallet af udenlandske branchefolk er steget fra omkring 250 til omkring 330 stykker. Det kan ses som en succes, men succesen skal samtidig ses ud fra den vinkel, at det ikke er antallet, der er afgørende, men derimod de indtryk, som de udenlandske gæster kolporterer videre. "De udenlandske gæster, jeg har talt med, har rost det høje niveau, og det er glædeligt, men vi skal ikke umiddelbart bruge antallet som et afgørende parameter. Det kan være godt at komme op på 400, men kommer der 200 næste år kan det også være en succes. Hvis vi vil vækste på det her område, så skal vi måske have færre orkestre til at spille, for det er vigtigt, at de udenlandske branchefolk føler, at de kan overskue festivalen," siger Gunnar K. Madsen. SPOT skal udvikles Der er måske ikke meget rock’n’roll i udtryk som ”vækste” og ”produktudvikle”, men den slags er nødvendigt – også for en festival som SPOT. Man kan ikke bare nyde udsigten fra øverste etage i Musikhuset og så sige ”same procedure next year”. - Vi står i en dobbelt rolle, hvor vi både føler os på toppen, men samtidig føler, at vi er i gang med føre os videre op mod toppen. Det er klart, at der er områder, vi skal se nærmere på, hvor der er muligheder for at produktudvikle festivalen. Der kan være noget i logistikken, og så er der muligheden for at tænke hele byrummet endnu mere ind i konceptet, uden at der dog skal gå torvedag i det hele. Netbaserede platforme som alle kan være til stede på samtidig er en anden mulighed, siger Gunnar K. Madsen, der også nævner et samarbejde med virksomheder, der er på jagt efter musik, der passer til dem. Det er opgaver, som SPOT ikke kan løfte selv, men som kræver samarbejde med andre aktører, uden at der dog må gås på kompromis med dét, det hele drejer sig om – musikken. Og på det område, så har Gunnar K. Madsen heller ikke i år nået at høre alt det, han gerne ville. Susanne Sundfør, Michael Falch, Simona Abdallah har dog haft æren af at spille for chefen selv, ligesom han har været inde og høre bidder af enkelte koncerter på sin travle vej gennem festivalen.
|